Stadioner ved VM 2026 — alle 16 værtsarenaer

Jeg husker første gang, jeg gik ind på et stadion under en VM-slutrunde. Det var i Tyskland i 2006, jeg var en ung fodboldskribent med billige billetter, og jeg havde brugt tre timer på togrejsen bare for at sidde på et nosebleed-sæde og se Ecuador mod Costa Rica. Da jeg gik ud igen, forstod jeg for første gang, hvor meget stadionet betyder for en turnering. Ikke bare som beholder, men som en del af fortællingen. Ved VM 2026 bliver den fortælling spredt ud over seksten arenaer på tværs af tre lande — og det er et omfang, ingen tidligere VM har matchet.

USA stiller med elleve stadioner, Mexico med tre og Canada med to. Det er den største geografiske spredning af en VM-slutrunde i turneringens historie, og det rejser praktiske spørgsmål, som jeg vil svare på her: Hvor spilles finalen? Hvor åbner turneringen? Hvilke arenaer har mest kapacitet, og hvilke har teknologien til at overdække banen ved ekstrem varme? Hvad betyder højden i Mexico City for europæiske hold, der ikke er vant til at spille 2.200 meter over havet?

Denne oversigt dækker alle seksten VM-stadioner med fakta, funktioner og min egen vurdering af, hvilke kampe der bliver spillet hvor. Jeg starter med et samlet overblik, så du kan få alle arenaer side om side. Derefter går jeg land for land gennem USA, Mexico og Canada med detaljeret gennemgang af hvert enkelt sted. Finalearenaen MetLife Stadium og åbningsstadionet Estadio Azteca får deres egne sektioner, fordi de begge har en særlig rolle, der fortjener uddybning. Til sidst ser jeg på klimatiske og logistiske forhold, som vil påvirke både spillere og tilskuere, og som enhver, der satser på VM 2026, bør have i baghovedet.

Min tilgang er praktisk. Jeg interesserer mig mindre for arkitekturstil end for, hvordan pladsen fungerer på kampdag. Hvad er kapaciteten? Hvilken overflade spilles der på? Hvor mange VM-kampe skal den vært? Hvor ligger den i forhold til flyplads og hoteller? Det er den type spørgsmål, danske fans og analytikere har brug for svar på, hvis de enten tager turen selv eller skal forstå, hvordan kampbilledet afhænger af rammerne.

Alle 16 stadioner i overblik

Hvis du vil starte med det store billede, er det her. Seksten arenaer, fordelt over tre lande, fire tidszoner og et bredt spænd af klimaer. Nogle er nye med lukkede tage og avanceret kølingsteknologi. Andre er historiske monumenter, der har stået siden 1960’erne. Det er forskellene, der gør turneringen interessant fra et stadionperspektiv.

Her er den samlede oversigt, sorteret efter land og med de vigtigste nøgletal. Kapacitetstallene er de VM-specifikke tal, der kan variere fra de normale klubkampacitetstal, fordi FIFA ofte reducerer pladsen for at gøre plads til medier, officials og ceremonielle områder.

Et par observationer fra tabellen. For det første: Estadio Azteca er det største stadion i turneringen med 87.500 pladser — større end selv MetLife Stadium, som er vært for finalen. Det giver Azteca en særlig position, der understreges af, at det også er åbningskampens arena. For det andet: seks af de seksten stadioner har enten fast overdækning eller mulighed for at lukke taget, hvilket er vigtigt i juli-hede. For det tredje: de to canadiske arenaer er markant mindre end de amerikanske og mexicanske. Det betyder kampe i Toronto og Vancouver får en lidt mere intim karakter, selvom billetterne bliver lige så svære at få fat i.

Det overordnede billede er, at turneringen dækker hele det nordamerikanske kontinent fra vestkyst til østkyst og fra Vancouver i nord til Guadalajara i syd. Rejsetid mellem yderpunkter er over ti timer i fly. Det er et logistisk monster for hold, der skal spille tre gruppekampe på tre forskellige stadioner. FIFA har forsøgt at gruppere hold regionalt, så europæiske hold primært spiller på østkysten, asiatiske og amerikanske hold fordeles mere jævnt, og Mexico og Canada får en blanding. Det er ikke perfekt, men det er bedre end alternativet.

De 11 amerikanske stadioner

Da FIFA offentliggjorde listen over værtsbyer, var der et øjeblik, hvor jeg spekulerede på, om de havde valgt på baggrund af NFL-logikken frem for fodboldlogikken. USA’s elleve stadioner er næsten alle NFL-arenaer i deres daglige liv, og det præger både kapacitet, græsløsninger og tilskueroplevelse. Hvert enkelt sted fortjener en kort gennemgang, fordi forskellene er større, end du måske tror.

MetLife Stadium i East Rutherford, New Jersey, er finalearenaen. Jeg behandler den i en selvstændig sektion længere nede, men her skal det nævnes, at MetLife er den arena med den største samlede betydning i turneringen. Den har 82.500 pladser, er hjemmebane for både New York Giants og New York Jets, og ligger tæt på Manhattan. Græsset er skiftet ud for VM’en fra kunstgræs til naturgræs, hvilket var et FIFA-krav.

SoFi Stadium i Los Angeles er den næstdyreste arena i verden at bygge og en teknologisk elitebygning med en fast overdækning, der holder kampene skygget for direkte sol. Med 70.240 pladser er det en af de største i turneringen. SoFi bliver vært for flere gruppekampe og sandsynligvis en kamp i knockoutfasen. Problemet er, at SoFi oprindeligt er bygget til amerikansk fodbold, og banens længde er lige akkurat FIFA-godkendt. Det betyder, at sideudvidelsen bliver stram — ikke dårlig, men stram.

Hard Rock Stadium i Miami er traditionelt NFL-arena for Miami Dolphins og har 65.300 pladser. Det er delvist overdækket, og det er vigtigt i Miamis fugtige junihede. Hard Rock bliver vært for flere kampe, blandt andet en kamp i knockoutfasen. Miami er også en populær by for danske turister, og jeg forventer, at det bliver en af de amerikanske værtsbyer med stor skandinavisk tilstedeværelse.

AT&T Stadium i Arlington, Texas, mellem Dallas og Fort Worth, er Dallas Cowboys’ hjemmebane og har et massivt lukket tag. Med 80.000 pladser og mulighed for at ekspandere yderligere er det en af de største arenaer i USA. Det lukkede tag og klimakontrollen er en fordel i Texas-varmen, der regelmæssigt runder 38 grader i juli. Jeg forventer, at AT&T bliver vært for en semifinale eller et andet højstatus-match.

NRG Stadium i Houston har også et lukket tag og 72.220 pladser. Det er Houston Texans’ hjemmebane og ligger centralt i byen. Ligesom AT&T er NRG bygget til at kunne håndtere ekstrem hede, og det bliver en af de mest komfortable arenaer at spille på om dagen, hvilket betyder noget for de hold, der er tildelt eftermiddagskampe.

Mercedes-Benz Stadium i Atlanta er Atlanta Falcons’ hjem og et af de mest unikke stadioner i turneringen med sit falkeformede bevægelige tag. 71.000 pladser og et tag, der kan åbnes og lukkes efter vejret. Atlanta ligger mellem kysten og Midtvesten og vil sandsynligvis være vært for flere gruppekampe og potentielt en knockout-kamp.

Lumen Field i Seattle er Seattle Seahawks’ hjem og en arena kendt for sin ekstreme lyddæmpning — de har tidligere sat verdensrekord for tilskuerstøj. Med 68.740 pladser og en delvis overdækning, der beskytter mod Seattles jævnlige regn, er det en passende arena for fodbold. Seattle er traditionelt en stor fodboldby i USA, og jeg forventer en stemning tættere på europæisk standard end de fleste amerikanske værtsbyer.

Levi’s Stadium i Santa Clara, i Silicon Valley syd for San Francisco, er San Francisco 49ers’ hjem. 68.500 pladser, åbent stadion og et klima, der er relativt komfortabelt i juni og juli — ikke for varmt, ikke for koldt. Levi’s bliver vært for flere gruppekampe.

Lincoln Financial Field i Philadelphia er Philadelphia Eagles’ hjem med 67.600 pladser. Det er et traditionelt amerikansk fodboldstadion uden overdækning, hvilket kan give udfordringer, hvis der kommer kraftigt regnvejr. Philadelphia ligger på østkysten mellem New York og Washington, og det gør arenaen logistisk attraktiv for europæiske hold.

Gillette Stadium i Foxborough, Massachusetts, tæt på Boston, er New England Patriots’ hjem. Med 64.630 pladser er det en af de mindre arenaer i USA, men den har en særlig betydning i denne turnering: det er her, Norge spiller to af sine tre gruppekampe. Jeg vender tilbage til Gillette i min detaljerede analyse af Gillette Stadium og Norges VM-kampe, fordi den skandinaviske interesse er enorm.

Arrowhead Stadium i Kansas City er Kansas City Chiefs’ hjem og kendt for ekstrem lydstyrke fra tilskuerne. Med 76.400 pladser er det en af de større arenaer i turneringen. Beliggende i Missouri er Arrowhead geografisk centralt og vil være vært for flere gruppekampe. Klimaet i Kansas City i juli er varmt og ofte tordenvejrsramt, hvilket kan give forsinkelser.

Samlet set er de elleve amerikanske arenaer et miks af moderne NFL-kathedraler og traditionelle værter. De fleste er bygget til amerikansk fodbold og har skullet tilpasses til fodbold, hvilket typisk betyder midlertidig naturgræs ovenpå kunstgræsset. Spillerne har reageret blandet på dette — nogle frygter skadeproblematik, andre siger, det er blevet betydeligt bedre i de seneste år.

Græsdiskussionen fortjener et par ekstra linjer, fordi den påvirker kampbilledet mere, end de fleste fans er klar over. Naturgræs på toppen af en NFL-bane er ikke det samme som et europæisk fodboldstadions naturgræs, der har ligget i ti år. De midlertidige baner er lagt ned få uger før turneringen, og rodstrukturen er overfladisk. Det gør græsset hurtigere end et europæisk topligagræs, men også mere sårbart — dygtige teknikere rapporterer oftere om tab af fodfæste ved pludselige retningsskift. FIFA’s græsteam har arbejdet med lokale agronomer i flere år for at minimere effekten, og det er også grunden til, at MetLife og flere andre arenaer har eksperimenteret med hybridgræs, hvor naturlige strå forstærkes med syntetiske fibre.

Kapacitetsforskellene mellem arenaerne er også værd at notere. Den mindste amerikanske arena, Gillette Stadium med 64.630 pladser, er stadig større end størstedelen af europæiske topstadioner. Den største, MetLife med 82.500, er næsten på højde med gamle Wembley. Det betyder, at selv en gruppekamp mellem to mellemstore nationer kan trække flere tilskuere end en Champions League-semifinale. For holdene betyder det en atmosfære, der er uvant — ikke nødvendigvis mere intens end europæisk topfodbold, men anderledes skaleret.

De 3 mexicanske stadioner

Mexico er det eneste land, der nu har været vært for VM tre gange — 1970, 1986 og 2026. Den historiske arv mærkes tydeligt, og det er grunden til, at Estadio Azteca har sin særlige rolle. De tre mexicanske stadioner er mindre i antal end de amerikanske, men de bringer en intensitet og fanekultur, som er uden sammenligning i Nordamerika.

Estadio Azteca i Mexico City er det største stadion i hele turneringen med 87.500 pladser. Jeg behandler Aztecas rolle som åbningsarena i en selvstændig sektion længere nede, men her skal det nævnes, at det er det eneste stadion i verden, der har været vært for to VM-finaler — 1970 og 1986. Højden er 2.240 meter over havet, og det er en faktor, der påvirker alle kampe, der spilles her. Europæiske hold skal akklimatisere i dage op til kamp for at kunne præstere på det niveau, de er vant til.

Estadio BBVA i Monterrey, i det nordlige Mexico, er hjemmebane for Monterrey Rayados og blev åbnet i 2015. Med 53.500 pladser er det et moderne stadion med delvis overdækning og en arkitektur, der integrerer byens bjerglandskab som kulisse. Monterrey ligger tæt på den amerikanske grænse og har et varmt kontinentalt klima — meget varmt i juni og juli. BBVA er tildelt flere gruppekampe, og jeg forventer, at der her kommer til at blive en del hjemmefordel for Mexico i gruppespillet.

Estadio Akron i Guadalajara er hjemmebane for Club Chivas og har 49.850 pladser. Det er det mindste mexicanske stadion i turneringen, men stadig større end begge canadiske. Guadalajara er Mexicos anden største by og har en stærk fodboldtradition. Akron ligger i byens udkant og har en særlig åben arkitektur med store glasfacader. Klimaet er mildere end Monterrey på grund af højden, men stadig varmt om dagen.

De tre mexicanske stadioner bliver tilsammen vært for op mod 13 kampe, heraf primært gruppekampe. Mexico er automatisk kvalificeret som medvært og er placeret i gruppe A, hvilket betyder, at landet spiller sine gruppekampe på sine egne tre arenaer. Det giver en betydelig hjemmefordel, som allerede nu afspejler sig i oddsene på Mexico som gruppevinder.

Der er en kulturel dimension ved de mexicanske arenaer, som er værd at fremhæve. Mexicansk fodboldkultur er støjende, farverig og kollektivistisk på en måde, der sjældent ses nord for grænsen. Azteca, BBVA og Akron kommer til at lyde anderledes end de amerikanske arenaer — mere som en sydeuropæisk derbydag end som en amerikansk søndag. For hold, der ikke er vant til den slags pres på udebane, kan det blive en psykologisk faktor i de sene kampminutter. Jeg husker, hvordan Tyskland i 1986 blev udfordret af atmosfæren på Azteca, og hvordan den mexicanske støj påvirkede tempoet i flere nøglekampe.

De 2 canadiske stadioner

Canada har historisk ikke været en fodboldnation, men medværtskabet ved VM 2026 markerer en ny epoke. Canadierne har investeret massivt i at opgradere to eksisterende stadioner til FIFA-standard, og begge er nu klar til at være vært for gruppekampe og potentielt tidlige knockout-kampe.

BMO Field i Toronto er det mindre af de to canadiske stadioner. Det er hjemmebane for Toronto FC i Major League Soccer og blev oprindeligt åbnet i 2007 med kapacitet på cirka 20.000. Til VM er kapaciteten udvidet til 45.500 ved hjælp af midlertidige tribuner — en løsning, der også er blevet brugt ved tidligere store turneringer. Stadionet er åbent, ligger ved Lake Ontario og giver en flot udsigt mod Toronto-skyline. Klimaet i Toronto i juni og juli er mildt til varmt, med risiko for kortvarige regnbyger.

BC Place i Vancouver er den større canadiske arena med 54.500 pladser. Det er hjemmebane for Vancouver Whitecaps og BC Lions og har en fast overdækning — en tagløsning, der betyder, at kampene er beskyttet mod regn og vind. Vancouvers klima er mildt med moderat regn, og det faste tag giver FIFA en beroligelse, der ikke findes ved åbne arenaer. BC Place er en moderne arena med god akustik og er ofte nævnt som en af de bedste fodboldarenaer i Nordamerika uden for MLS’ topklubber.

De to canadiske stadioner er tilsammen vært for cirka 13 kampe, heraf primært gruppekampe og én eller to knockout-kampe. Canada er automatisk kvalificeret som medvært og er placeret i gruppe B. Det betyder, at Canada spiller sine gruppekampe på sine egne to arenaer, præcis som Mexico. BMO Field i Toronto bliver formentlig hovedarenaen for Canadas kampe, fordi det er den mest centrale geografisk. BC Place i Vancouver har sin egen analyse, hvor jeg gennemgår alle kampe på arenaen og logistikken for danske fans.

MetLife Stadium som finalens arena

Der findes et mønster i VM-historien: finalearenaen bliver husket længere end nogen anden arena i turneringen. 1966 Wembley. 1970 Azteca. 1986 Azteca igen. 1998 Stade de France. 2014 Maracanã. 2022 Lusail. Ved VM 2026 bliver det MetLife Stadium, der skal skrive sig ind i historien — eller blive et svar i en fremtidig fodboldquiz.

MetLife Stadium ligger i East Rutherford, New Jersey, omkring 15 kilometer vest for Manhattan. Arenaen blev åbnet i 2010 og har delt hjemmebane mellem New York Giants og New York Jets. Kapaciteten er 82.500 til VM-kampe, hvilket gør det til den næststørste arena i turneringen efter Estadio Azteca. Det er et åbent stadion uden tag, og det vil sige, at finalen den 19. juli 2026 bliver afgjort under åben himmel i New Jersey-sommervarmen.

Der er flere ting, der gør MetLife til en bemærkelsesværdig finalearena. For det første størrelsen: 82.500 pladser giver plads til en massiv tilskuerskare og en matchdag-økonomi, der langt overstiger, hvad mindre arenaer kan levere. For det andet beliggenheden: 15 kilometer fra verdens mest mediedominerende by er ikke noget tilfælde. FIFA ved godt, at en VM-finale i New York-området genererer en eksponering, som ingen anden kombination af by og arena kan matche. For det tredje infrastrukturen: MetLife ligger ved jernbanelinjer og motorveje, og bus- og togforbindelser til Manhattan er velfungerende.

Græsset på MetLife har været et diskussionsemne. Arenaen bruger normalt kunstgræs til NFL-kampe, men FIFA krævede naturgræs til VM, og der er lagt et hybridt system med rullegræs oven på en underliggende struktur. Træningskampe og landskampe i foråret 2026 har brugt til at teste overfladen, og de første rapporter er positive. Alligevel er der spillere, der har udtrykt bekymring — naturgræs på en midlertidig basis kan blive tungt og ujævnt under intensiv brug.

Fra et væddemålsmæssigt perspektiv er MetLife interessant, fordi den åbne arkitektur betyder, at vejrforhold kan spille en rolle. En sommerfinale i New Jersey kan være alt fra 25 grader og solskin til 34 grader og kvælende fugt. Den type forskelle påvirker især teknisk dygtige hold, der foretrækker hurtig pasning — mens fysisk stærkere hold har lettere ved at dominere i varmen. MetLife Stadium og finalen 2026 har sin egen detaljerede analyse, hvor jeg går dybere ind i kampdagslogistik, tilskuerservice og hvilke tidligere store finaler arenaen har været vært for.

Estadio Azteca som åbningskampens scene

Der er noget poetisk ved, at VM 2026 åbner i Mexico City den 11. juni 2026 — på den samme arena, hvor Pelé løftede Brasiliens fjerde trofæ i 1970, og hvor Diego Maradona scorede “Guds hånd” mod England i 1986. Estadio Azteca er mere end et stadion. Det er et sted, hvor fodboldens kollektive hukommelse føles næsten fysisk.

Aztecas formelle kapacitet til VM 2026 er 87.500, hvilket gør det til det største stadion i turneringen. Det blev bygget til VM 1970 og er siden blevet opgraderet flere gange. I 1986 var det vært for både åbningskampen og finalen, og Diego Maradonas to mål mod England i kvartfinalen — det omstridte håndmål og det efterfølgende sololøb gennem hele forsvaret — anses stadig for at være blandt de mest ikoniske øjeblikke i fodboldhistorien. Azteca står for den type dybde, som ingen nyere arena kan kopiere.

Åbningskampen 11. juni 2026 er Mexico mod Sydafrika. Det er en klassisk åbningskampkonfiguration: hjemmeholdet mod en respektabel, men slagbar modstander. Mexico vil gå ind som klar favorit, og stadionet bliver en lydbombe af mexicanske fans, der har ventet længe på at se deres landshold åbne en VM-slutrunde på eget territorium. Lydniveauet på Azteca er historisk set blandt de højeste i verden — jeg har set tal, der indikerer over 130 decibel ved intense øjeblikke.

Det unikke ved Azteca er dens højde. Mexico City ligger 2.240 meter over havet, og det betyder, at luften er betydeligt tyndere end på havniveau. Iltindholdet er omkring 20 procent lavere, og det påvirker udholdenhedsprestationen markant for hold, der ikke er vant til det. Europæiske og amerikanske hold skal akklimatisere i mindst en uge før kamp for at minimere effekten. Mexicanske spillere, der spiller hjemmekampe her rutinemæssigt, har en reel fysisk fordel, der ikke kan forklares væk.

For væddemål betyder højden, at Mexicos hjemmefordel er endnu større end almindelig hjemmebanefordel. Statistikken fra VM 1986 og fra seneste Concacaf-kampe på Azteca viser, at Mexico vinder omkring 70 procent af deres kampe på arenaen, og at modstandere ofte scorer færre mål, end deres kvalitet burde indikere. Odds på Mexico som gruppevinder er allerede nu blandt de laveste i forhold til deres FIFA-rangering, og det er ikke uden grund.

Ud over åbningskampen bliver Azteca vært for yderligere fire gruppekampe og en kamp i ottendedelsfinalerne. Der er ikke planlagt en kvart- eller semifinale på stadionet, hvilket er en bemærkelsesværdig beslutning i lyset af arenaens status. Beslutningen er taget for at sikre, at de seneste runder spilles på stadioner, der bedre matcher moderne FIFA-krav om medieinfrastruktur og tilskuerkomfort.

Klima, højde og logistik

Det her er sektionen, hvor jeg taler om de ting, FIFA ikke kan kontrollere. Vejret, højdeforskellene og de enorme rejseafstande mellem værtsbyer. Alle tre faktorer kommer til at påvirke kampbilledet mere end ved nogen anden VM-turnering i historien, og hold, der ikke forbereder sig korrekt, kommer til at betale for det.

Klimaet varierer drastisk på tværs af turneringen. I Kansas City, Dallas, Houston og Miami er sommervarmen i juni og juli ofte over 35 grader med høj luftfugtighed. I Seattle, Vancouver og Toronto er temperaturen typisk 20 til 25 grader og behagelig. I Mexico City og Guadalajara er temperaturen moderat på grund af højden, mens Monterrey er varmt og tørt. Denne variation betyder, at hold, der spiller tre gruppekampe på tre forskellige stadioner, kan opleve vidt forskellige fysiske krav fra kamp til kamp.

Hedeproblemet er det mest akutte. FIFA har allerede annonceret, at kampe på de varmeste stadioner vil have afkølingspauser — formelle stop midt i hver halvleg, hvor spillerne kan drikke vand og køle ned. Det er den samme mekanisme, der blev brugt ved VM 2014 i Brasilien og VM 2022 i Qatar. Kampe på stadioner med lukket tag eller klimakontrol — AT&T, NRG, Mercedes-Benz, SoFi, BC Place — er ikke underlagt de samme restriktioner og kan spilles under kontrollerede forhold.

Højden er den anden store faktor, specifikt for Mexico City. Europæiske hold, der skal spille på Azteca, skal akklimatisere. Erfaringer fra VM 1986 viste, at hold, der kom direkte fra havniveau og spillede uden tilpasningstid, tabte markant i udholdenhed i kampens sidste 30 minutter. Det moderne modsvar er højdekamre eller træningslejre i højde i ugerne op til VM. Norge, Frankrig og de andre europæiske hold med potentielle Mexico-kampe skal planlægge omhyggeligt.

Rejseafstandene er den tredje logistiske udfordring. Et hold, der spiller sine tre gruppekampe i Vancouver, Miami og Dallas, skal tilbagelægge næsten 10.000 kilometer på 12 dage. Det er en enorm belastning fysisk og mentalt, og FIFA har forsøgt at minimere effekten ved at gruppere hold regionalt. Men med 48 hold og 16 arenaer er perfekt regionalisering umulig.

For danske fans, der overvejer at rejse til turneringen, er logistikken værd at tænke igennem. At følge Norge på tværs af gruppe I kræver rejser mellem Boston og New York — to østkystbyer, som kan håndteres med tog og kortere flyvninger. Men hvis du vil se flere hold og flere arenaer, skal du regne med høje flyomkostninger og lange rejser. Det er ikke VM i et nabland, det er VM i et kontinent.

Tidszoneforskellen er den fjerde faktor, som ingen burde overse. Kampe på østkysten sparkes typisk i gang kl. 15 eller 18 lokal tid, hvilket betyder 21 eller 00 dansk tid. Vestkystkampe i Los Angeles og Vancouver starter ofte kl. 12 eller 15 lokal tid — det vil sige 21 eller 00 dansk tid i sommerhalvåret. Mexico City og Dallas ligger midt imellem. For den danske seer betyder det, at de fleste kampe falder sent på aftenen eller henover midnat, og enkelte kampe begynder først ved tretiden om morgenen. Hvis du satser live, skal du indstille din døgnrytme efter det i hele fem uger, og det er en praktisk udfordring, som påvirker kvaliteten af dine beslutninger mere, end de fleste bettere vil indrømme.

Ofte stillede spørgsmål om VM 2026 stadioner

Sådan bruger du stadionoversigten

Seksten arenaer, tre lande og 104 kampe. Det er skalaen, du arbejder med, når du følger VM 2026. Min anbefaling til læsere, der bruger denne side som reference, er at starte med det samlede overblik, så du forstår geografien og klimaerne. Derefter kan du dykke ned i de specifikke stadioner, der er relevante for de hold, du følger eller satser på. Hvis du interesserer dig for Norge, er Gillette Stadium naturligvis det vigtigste. Hvis du følger Mexico eller åbningskampen, er Azteca stedet. Og hvis det er finalen, der trækker, er MetLife din arena.

De stadioner, der ikke har fået deres egne artikler her, kommer til senere — jeg prioriterer dem, der har størst betydning for danske fans og for de kampe, der mest sandsynligt påvirker outright-markederne. Det er en levende side, og jeg opdaterer indholdet, når FIFA bekendtgør yderligere detaljer eller ændrer i kampprogrammet.

Skabt af redaktionen på ”Vmfootballdk2026”.